Paul Smith - multistrib og humor
Paul Smiths vej mod sin status som en af verdens førende modedesignere var snarere en tilfældighed end et bevidst mål om at blive en verdenskendt designer. Da Paul Smith var 16 år, arbejdede han, på opfordring fra sin far, i et tøjmagasin i hjembyen Nottingham. Egentlig havde Paul Smith altid haft en drøm om at blive cykelrytter, men da han var 17 år, var han ude for en alvorlig ulykke. Derfor måtte han gå igennem et seks måneder langt hospitalsophold – et ophold, hvor han mødte nye venner, som gik på byens kunstskole. Vennerne indviede ham i en verden af kreativitet og idéer, og Paul Smith var solgt.
Efter endt ophold på hospitalet blev Paul Smith leder af en tøjbutik i byen, og inden længe åbnede han sin egen. Kurser i skrædderi blev tilføjet hans CV, og i året 1976 var han klar med sin første herretøjs kollektion, som blev vist frem i Paris. Paul Smiths modeeventyr var i gang.
Paul Smith har nu været 30 år i modebranchen og har i den grad slået sit navn fast som en enestående designer. Altid formår Paul Smith at forudse og endda skabe nye trends. Der er altid et snert af humor over hans design, som dog også altid udstråler hans kærlighed for tradition og det klassiske. Vi kender alle Paul Smith som manden bag de legendariske, multifarvede striber, som på den ene eller anden måde pryder det meste af tøjet.
Paul Smith designer ikke kun skjorter, jeans, sko og T-shirts men sætter også sit præg på møbeldesign, kvindetøj, dufte og børnetøj. Gennemgående for hans mange kollektioner er de humoristiske undertoner, som vi blandt andet ser det i de multifarvede striber og de grafiske Paul Smith prints. Selvom tøjet fra Paul Smith hører til i den eksklusive ende, så har det altid en afslappet twist over sig, hvilket gør kollektionerne velegnet til både job, fest og fritid.